"CAROLINE" er opstået af en drøm om at samle produkter fra alle fynske lokalproducenter under ét tag, så mange kan have adgang til og blive fristet af gode og spændende råvarer til de daglige måltider.
Inspirationen er hentet fra et utal af oplevelser på markeder og torvehaller i Frankrig, hvor jeg er vokset op. Det er stadig der, mine forældre handler flere gange om ugen for at finde den mest velsmagende spegepølse, kogte skinke eller årstidens grøntsager.
Jeg kender ingen steder, hvor lysten til mad kan blive stimuleret som på et marked. Det er svært at gengive de indre billeder, man er vokset op med, men det handler om mangfoldighed, stolte håndværkere (slagtere og avlere), smag, farver, dufte, jordnærhed og enkelhed.
Foruden disse indtryk forsøger jeg at formidle tanken om den måde at lave mad på, jeg selv er vokset op med, nemlig enkelhed.
Min mor kan som ingen og på meget kort tid fremtrylle en dejlig middag på en hverdagsaften efter fyraften. Det kan hun, fordi hun sammensætter få gode råvarer, som hun har valgt, fordi de smager godt i sig selv. Den tilgang gør det muligt at få gode madoplevelser - også i hverdagen.
